Ødegaard igen klar til kamp

Martin Ødegaard har grundet en skade ikke være med i Real Madrids seneste håndfuld kampe, men nu er nordmanden klar igen, og dermed er det tid for ham til at vise, hvad hans rolle skal være på Zinedine Zidanes mandskab.

Ødegaard startede i holdets to første kampe i sæsonen, hvilket vidner om, at Zidane har planer med ham, men i begge kampe blev han udskiftet uden at have imponeret synderligt. I morgen aften spiller Real Madrid imod Valencia, og dermed vil han få muligheden for at vise sit værd, og det bliver på et tidspunkt, hvor holdet igen er begyndt at løfte niveauet efter de ekstremt dårlige kampe imod Shakhtar Donetsk og Cádiz.

På det seneste har det lignet, at Zidane foretrækker en 4-3-3-formation med Toni Kroos, Fede Valverde og Casemiro på midtbanen, eftersom denne midtbanetrio startede i kampene imod Barcelona, Borussia Mönchengladbach og Inter, mens Luka Modric’ rolle mere har været at komme ind fra bænken. I de to kampe, hvor Ødegaard har startet, spillede Real Madrid i en anden formation, hvor nordmanden nærmere lå som en 10’er foran de øvrige midtbanespillere, men nu synes det altså at være nødvendigt, at han tilpasser sig en anderledes midtbanerolle.

Især Valverde og Casemiro ligner sikre startere, hvorfor det muligvis er på den tredje midtbaneplads, at Ødegaard skal forsøge at spille sig fast. Alternativt er det en mulighed, at Zidane bruger ham på højrekanten, hvor Marco Asensio ikke ligefrem har vist storspil i de seneste kampe, selvom han ofte er startet på banen.

Casemiro er grundet en positiv COVID-19-test ikke med i kampen i morgen, så der vil der være kortere til spilletid for Ødegaard, der forhåbentlig kan begynde at vise sig som den spilskaber, som han var i sidste sæson i Real Sociedad.

Seneste artikler...