Zidane: Jeg stoler på alle mine spillere
Zinedine Zidane snakkede i går med pressen forud for aftenens kamp imod Valencia, og her sagde han blandt andet følgende om det faktum, at Éder Militão, Casemiro og Eden Hazard er ude med COVID-19:
- De har det godt, selvom de ikke er glade for det, der er sket. De har det godt mentalt og fysisk. Jeg har sendt dem en hilsen, og jeg snakker med dem igen senere.
Mere specifik om Hazard sagde Zidane:
- Han er stærk og ved, at det er et problematisk øjeblik, men han har det godt mentalt.
Som følge af sikkerhedsprotokollerne for coronavirussen måtte spillerne træne lørdag med større distance til hinanden end normalt, og om det sagde Zidane:
- Det her kan ske, og det kunne have været værre, så vi må acceptere det og fortsætte med at arbejde som et hold. Det her er en stærk gruppe, men det er lidt foruroligende at skulle træne sådan en dag før en kamp.
Selvom spillet ikke har været decideret prangende i de seneste kampe, har holdet alligevel løftet sig fra det pinligt lave niveau, man viste imod Shakhtar Donetsk og Cádiz, men Zidane fortæller, at han fortsat har tiltro til sine spillere:
- Når tingene er svære, kommer disse spillere igennem det. Sådan har det altid været. Der er hårde øjeblikke i løbet af en sæson, og spillerne er kun mennesker, men de er dedikerede, og deres reaktion har været god. Jeg stoler på alle mine spillere.
Om Ødegaard:
- Han er med i truppen til Valencia-kampen, og det går meget bedre med ham. Han tager snart afsted med sit landshold. Det er ligegyldigt, hvad jeg synes om det. Det som betyder noget er, at han kommer tilbage og er helt klar. Jeg tvivler ikke på ham.
