Mariano overhaler Jovic i køen til spilletid
Real Madrid tabte i holdets seneste kamp med 4-1 til Valencia, og sådan lød resultatet allerede efter 63 minutter, hvor Carlos Soler sparkede sit tredje straffespark i kassen.
Derfor måtte Zidane forsøge at vende kampen ved brug af de offensive kræfter, som han havde siddende på bænken, og her kom det som en overraskelse, at Mariano Díaz blev bragt på banen til sin første kamp i sæsonen efter 76 minutter frem for Luka Jovic, der først blev indskiftet efter 83 minutters spil.
Mariano har hidtil i sæsonen været fraværende med sygdom, så det er ikke helt til at vide, om Zidane generelt foretrækker ham frem for Jovic, men ikke desto mindre kan det tolkes som om, at Mariano, der ellers kraftigt blev rygtet væk fra klubben over sommeren, har overhalet Jovic i køen til spilletid.
På banen bragte Mariano da også sin sædvanlige iver og arbejdsmoral, og på sine 14 minutter på banen nåede han at forsøge sig med tre afslutninger og erobre tre bolde, og generelt står Marianos vildskab i stærk kontrast til Jovic’ præstationer på banen.
Mariano blev skiftet ind i stedet for Karim Benzema, der så ud til at have smerter, men udmeldingerne har sidenhen lydt på, at det ikke drejer sig om nogen alvorlig skade, og derfor må Mariano og Jovic formodentlig fortsat kæmpe om rollen som første reserveangriber.
