Belgien håber på Eden Hazard imod Danmark
Danmark og Belgien tørner onsdag sammen i Nations League i en kamp, der afgør hvem af de to nationer, der bliver nummer ét i puljen.
Senest vandt Belgien med 2-0 over England, og det var uden at bruge Eden Hazard, der er ude grundet en positiv COVID-19-test, men i den belgiske landsholdslejr håber man på at kunne bruge ham i kampen imod Danmark.
Det kan dog blive besværligt at få Hazard klar til kampen, da landstræner Roberto Martínez allerede har slået fast, at han i så fald skal kunne træne med holdet mindst én gang før kampen, og i Real Madrid er det ikke noget, man finder sandsynligt.
Eden Hazard har ikke spillet for Belgien i et år, men tilbage i september blev han udtaget til landsholdstruppen, selvom han var skadet og derfor ikke fik spilletid, og det skabte stor røre i det spanske, hvor man mente, at Hazards hovedfokus burde være endegyldigt at komme oven på efter hans mange skadeskvaler.
I denne omgang kan det dog være positivt for Real Madrid, hvis Hazard får nogle spilleminutter i benene efter at have siddet i coronakarantæne, inden man i den kommende weekend spiller en svær kamp imod Villarreal.
