Ramos om landsholdet: Bliver ved så længe min krop tillader det
Imens vi må afvente og se, hvordan kontraktsituationen med Sergio Ramos udvikler sig, er Real Madrid-anføreren afsted med det spanske landshold, som i aften spiller imod Tyskland i Nations League.
Forleden blev Ramos den europæiske spiller med flest kampe for sit landshold, da han spillede sin 177. kamp imod Schweiz, hvor han desværre også brændte to straffespark efter at have været sikkerheden selv i en lang periode i netop den disciplin.
På trods af at han er 34 år gammel er Ramos stadig en af de vigtigste spillere for både sin klub og sit land, og han påpeger da også selv, at han ikke er på vej mod at trække sig tilbage fra landsholdsfodbold. Til spørgsmålet om hvor længe han kan blive ved svarer Ramos:
- Indtil min fysik og mit hoved stopper mig. Så længe jeg kan fortsætte med at have lysten, så vil jeg fortsætte.
Ramos har scoret 23 gange for det spanske landshold, som han debutterede for tilbage i 2005.
