Referat: Real Madrid - Chelsea 1-1, Champions League, semifinale, 1. kamp

Hermed følger referat af kampen mod Chelsea, Champions League, semifinale, 1. kamp:

Kort opsummering af kampen:
Real Madrid er i live. Sådan er reaktionen i spansk sportspresse efter gårsdagens remis mod Chelsea, men det kunne være gået grueligt galt. Zidanes tropper var nemlig ikke-eksisterende i de første 20-25 minutter, hvor man nærmest efter behag spadserede gennem Real Madrid og kom frem til flere store chancer. Den første tilfaldt Timo Werner efter 10 minutters spil, da han blev headet fri tæt under mål, men fik sit forsøg afværget på fremragende vis af Courtois. Fire minutter senere gik den dog ikke længere. Pulisic blev spillet fri foran den belgiske verdensklassemålmand og efter et par gode driblinger, fik han sendt bolden i mål til fortjent føring.
Hos Real Madrid var Benzema nok engang eneste farlige mand i front og han testede Chelseas nerver med et fremragende langskud, som tog trekantsammenføjningen. Efter en halv time var han dog på pletten med udligningen, da han tæt under mål hamrede bolden i nettaget bag en sagesløs Mendy i Chelsea-målet.
Kampen blev præget af et voldsomt regnvejr, som umuliggjorde god fodbold og derfor blev anden halvleg en taktisk affære, hvor Real Madrid i perioder var spilstyrende uden at komme frem til de helt store chancer, men med det uafgjorte resultat står man med fair muligheder for at bane sig vej til finalen, når returkampen spilles om en uge.
Inden opgøret havde den mere kulørte del af spansk sportspresse spekuleret i, om UEFA ville ”straffe” Real Madrid via kampens dommer, hollandske Danny Makkelie, men lad det bare være sagt med det samme, at han leverede en aldeles fremragende præstation.


Kampens spiller:
Courtois. Hold nu op en feber-redning på Werners afslutning efter 10 minutters spil. Store roser også til Militao og Benzema.

Kampens badebold:
Marcelo. Hvis han havde været en pensionist-scooter, så havde man ledt efter Hare-knappen for at få det til at gå lidt hurtigere. Det gør det desværre ikke længere for den bedagede brasilianer, som trods medvirken til Benzemas scoring render med denne kamps badebold-titel.

Perspektiverne frem mod den næste kamp:
Real Madrids spillere er tydeligvis slidte og det er oplagt at weekendens hjemmekamp mod Osasuna kommer til at betyde store ændringer i startopstillingen, for med 1-1 er der fortsat muligheder i returkampen mod Chelsea i London.

Seneste artikler...