Optakt: Real Madrid - Osasuna, LaLiga, 34. spillerunde

Real Madrid skal i aften gøre alt for at udnytte den chance, de fik, da FC Barcelona torsdag aften tabte på hjemmebane til Granada. Dermed er Real Madrid stadig, og igen, inde i kampen om det spanske mesterskab.

Inden 34. spillerunde er Atlético Madrid to point foran Real Madrid og FC Barcelona, her er Real Madrid dog bedst indbyrdes mod begge hold. Det sidste hold i topstriden er Sevilla, der er tre point efter Atlético. Dem skal man skal møde den 9. maj, og her har man også et godt udgangspunkt i det indbyrdes regnskab, da man vandt den første kamp med 0-1 på Sanchez Pizjuan.

Real Madrid møder op til kampen med noget der minder om et fuldt førsteholdsmandskab. “Kun” Mendy, Carvajal og Lucas er skadet, Fede Valverde er stadig ude med covid-19, mens Ramos forventes klar inden længe.

21 spillere dog er udtaget, og kun Miguel Gutierrez, Sergio Arribas og Antonio Blanco er ikke indskrevet i førsteholdstruppen. Der er dog ingen af de tre, der kan udelukkes frem mod næste sæson. Blanco har fået spilletid i de seneste tre LaLiga-kampe, Miguel Gutierrez kom på banen mod Cádiz og Sergio Arribas har spillet ni kampe for Real Madrid i løbet af sæsonen.

Antonio Blanco forventes endda at starte aftenens kamp. Toni Kroos og Luka Modric trænger i den grad til at hvile, og med en semifinale i Champions League i kikkerten, er det sandsynligt, at Blanco kommer ind og erstatter én af dem i startopstillingen.

I forsvaret forventes det, at man stiller stærkest muligt, og det betyder altså, at Nacho tager sig af højre back, mens Odriozola må starte på bænken. Marcelo spiller den venstre og centerforsvaret vil bestå af Militão og Raphaël Varane.

På toppen har der været lidt skriverier om, at Zidane godt kunne finde på at spille med Eden Hazard fra start, men den gængse holdning er nu alligevel, at belgieren starter på bænken. Det gør Vinícius i øvrigt også, og så står man tilbage med Rodrygo, Benzema og Asensio. Specielt førstnævnte skal til at vise noget i Real Madrid, hvis han ikke skal køres bagud i kampen om spilletid.

Det stiller så til gengæld Real Madrid ganske fint, hvis der skal ændres offensivt i løbet af kampen, med en bænk med både Eden Hazard og Vinícius Junior.

Og det kan meget vel vise sig nødvendigt at ændre i løbet af kampen, for det her Osasuna-hold er ingenlunde et hold, man sådan lige løber om hjørner med. De kommer til Madrid i ganske fin forfatning. Således har Osasuna blot lukket fire mål ind i de seneste otte kampe, hvor det er blevet til fire gange 0-0 (i træk), tre sejre (i træk) og senest et nederlag.

Holdets topscorer er kroatiske Ante Budimir, men udover et mål mod Villarreal for fire runder siden har det været småt med målene i foråret. Roberto Torres er til gengæld i nogenlunde form med to mål i de seneste to kampe.

Vi skal hele vejen tilbage til 2011 for at finde seneste Real Madrid-nederlag til Osasuna. Her tabte man 1-0 i LaLiga, men siden da er der spillet 13 indbyrdes opgør, og her har Real Madrid vundet 11 og spillet to uafgjort. Den ene af de to uafgjorte kom dog tidligere på denne sæson, da man spillede 0-0 på El Sadar i en kamp, hvor banen kun med nød og næppe blev klar til fodbold pga. kraftigt snevejr i Pamplona.

I dag er det på ingen måde nok med uafgjort. Man skal tage imod den gave, der blev leveret i Barcelona torsdag aften med kyshånd, og i første omgang handler det altså om tre nødvendige point mod Osasuna.

Kampen sparkes i gang kl. 21:00, og du kan se den på TV2 SPORT X med optakt fra kl. 20:45.

Real Madrids forventede hold: Courtois, Nacho, Militão, Varane, Marcelo, Blanco, Casemiro, Isco, Rodrygo, Benzema, Asensio.

Seneste artikler...