Pérez på lækkede lydfiler: Cristiano Ronaldo er en syg mand
Som vi kunne fortælle i går, har Real Madrid-præsident, Florentino Pérez, på skjulte optagelser fra 2006 ytret sig i særdeles uheldige vendinger om to af klubbens største og mest elskede profiler, nemlig Raúl og Iker Casillas, som han kalder for to af klubbens største fuskere.
I dag har El Confidencial så frigivet yderligere lydfiler, denne gang fra 2012, hvor Pérez endnu engang sviner folk i Real Madrid til, mere specifikt en række portugisere.
Om klubbens topscorer og muligvis største spiller nogensinde, Cristiano Ronaldo, lyder det:
- Han er skør. Manden er idiot, en syg mand. Du tror han er normal, men han er ikke normal. Hvis han var, så ville han ikke gøre de ting han gør.
Der er ingen tvivl om, at Pérez vægter penge i fodbold højt, og det kommer til udtryk i det næste klip. Han fortsætter om Cristiano, men blander så også José Mourinho ind i det:
- Det er fyre med forfærdelige egoer, begge forkælet, træneren og ham. De ser ikke virkeligheden, fordi de kunne begge to tjene mange flere penge, hvis de var anderledes. Vi taler om mange penge i rettigheder.
Om Coentrao siger Pérez:
- Han er et fjols. Lige nu er han dårlig, og Mourinho er en idiot. Det er ikke fordi han ikke vil spille. Han er lidt dum. Han kører bil uden kørekort. Presset overvælder ham og det gør ham syg. De andre er ligeglade med om det gør ham syg.
El Confidencial forventes at frigive flere lydfiler i morgen.
