Nyt nederlag til Castilla
Nyt årti, samme skuffende resultater.
Det er konklusionen efter Castillas første kamp hjemme i det nye år mod nedrykningstruede Melilla, som kom fra den spanske hovedstad med en sejr på 1-2 og givetvis har haft en sjov rejse hjem til Nordafrika.
Det begyndte ellers godt for Raúls tropper, som efter en halv times spil kom foran ved Pedro og det blev eneste scoring i første halvleg.
I anden halvleg kom Melilla bedre med og holdet lagde et langt højere pres, mens man stod mere kompakt mellem linjerne og det havde Castilla-spillerne svært ved at håndtere og udligningen kom da også efter 66 minutters spil, da Diana headede bolden i nettet og 10 minutter senere var det så Carrión, som bragte nordafrikanerne foran.
I slutminutterne følte Real Madrid Castilla sig dog snydt for et straffe, men dommerens fløjte forblev tavs. Raúls tropper kan dog heldigvis rejse sig hurtigt fra skuffelsen igen, for allerede på onsdag venter det udsatte opgør mod Celta B og i næste weekend kommer Las Rozas på besøg på Estadio Alfredo di Stéfano.
Castilla: Altube; Sergio López, Gila, Javi Hernández, Fran García; Baeza (Rodrigo, 80’), Martín, Fidalgo; Marvin (Gelabert, 67’), Pedro og Franchu.
