Real Madrid Castilla sejrede igen

Real Madrid Castilla fortsætter den gode stime og i weekenden blev det til en sejr på 1-0 hjemme over Unionistas de Salamanca.

Det kunne dog være gået galt for Julián López de Lermas tropper allerede efter to minutters spil, da Pere pludselig var alene mod Sergio Mestre, som dog klarede forsøget i fin stil. Det blev udeholdets eneste rigtige chance i første halvleg, hvor Real Madrid Castilla kom frem til flere forsøg, blandt andet brændte Pol Fortuny fra tæt hold.

Anden halvleg blev mere jævnbyrdig og chancerig, men man skulle helt frem til 10 minutter før tid for at finde afgørelsen. Fortea blev sendt afsted på højrekanten og hans indlæg blev smart spillet videre af Alexis Ciria ind til en helt fri Jacobo Ortega, som let kunne sende bolden i mål.

Kort efter var Unionistas de Salamanca tæt på udligning, men Sergio Mestre kom igen i vejen for Artolas afslutning og så endte det altså med en sejr, der fastholder Real Madrid Castilla på fjerdepladsen med fem points ned til forfølgerne, som jagter en play off plads. Der resterer tre spillerunder.

Real Madrid Castilla: Mestre, Fortea, Joan Martínez, Valdepeñas, Diego Aguado, Cestero, Cristian David (Diego, 66’), Pol Fortuny (Lamini Fati, 89’), Yáñez (Bruno, 79’), Liberto (Alexis Ciria, 66’) og Rachad (Jacobo, 66’).

Log-på for at kommentere

Paris SG viser interesse for Joan Martínez

Ifølge flere spanske medier er Paris SG særdeles interesserede i at hente den 18-årige forsvarer Joan Martínez i Real Madrid.

Her gør han det overbevisende hos Castilla-mandskabet, men han har endnu ikke fået sit gennembrud på førsteholdet, som han ellers var tæt på at bryde igennem til for et par år siden, da han blev ramt af en korsbåndsskade på holdets tur til USA i forbindelse med forberedelserne til den nye sæson.

Siden har han kæmpet sig tilbage og det er ikke gået ubemærket hen hos Paris SG, som har været interesseret i ham gennem længere tid og klubbens sportslige vejleder, Luis Campos, har hentet masser informationer om den unge spiller.

En af informationerne kan være, at Joan Martínez i forbindelse med sin 18 års fødselsdag forlængede kontrakten med Real Madrid frem til 2029 og samtidig sikrede en frikøbsklausul på 150 millioner € og det betyder, at den franske storklub ikke slipper uden om en forhandling med Real Madrid, hvis man vil sikre spilleren på en kontrakt.

Log-på for at kommentere

Jesús Fortea kan være på vej væk fra Real Madrid til sommer

Real Madrid står over for et potentielt problem omkring højreback-talentet Jesús Fortea. Den 19-årige Castilla-spiller har nemlig en særlig klausul i sin kontrakt, som kan give ham mulighed for at forlade klubben på en lejeaftale allerede til sommer.

Ifølge spanske medier kan Fortea selv gennemtvinge et udlån, hvis han ikke får en officiel plads i førsteholdstruppen næste sæson. Det eneste krav er, at tilbuddet kommer fra en klub på højere niveau end Castilla.

Det sætter pres på Real Madrid-ledelsen. Fortea regnes internt for et af de største talenter i La Fábrica og har allerede tiltrukket interesse fra klubber som Ajax, FC Porto og Bayer Leverkusen. Flere spanske klubber følger også situationen tæt.

Baggrunden går tilbage til sidste sæson, hvor hans kontrakt nærmede sig udløb. AC Milan forsøgte dengang at hente ham med et tilbud på fem millioner euro for halvdelen af spillerrettighederne samt en ekstremt lukrativ lønpakke for en ungdomsspiller.

Real Madrid reagerede hurtigt og forlængede kontrakten til 2028. Men for at overbevise spanieren accepterede klubben samtidig flere favorable vilkår, blandt andet klausulen om mulig udlejning, hvis vejen til førsteholdet blev blokeret.

Og netop dér ligger problemet nu. Selvom Fortea deltog ved klub-VM under Xabi Alonso, har han stort set ikke fået nogen reel rolle omkring førsteholdet i denne sæson. Selv i perioder med skader og fravær på højreback valgte trænerstaben andre løsninger.

Samtidig har Fortea haft en stærk sæson på ungdoms- og reserveholdsniveau. Han har været vigtig for Castilla, vundet Youth League, spillet international ungdomsfodbold for Spanien og øget sit omdømme betydeligt.

Situationen bliver endnu mere interessant, fordi fremtiden for Dani Carvajal virker usikker, mens Trent Alexander-Arnold forventes at få en central rolle på højrebacken. Det efterlader potentielt plads til en reserve- eller rotationsspiller i truppen.

Meget afhænger også af fremtiden for Álvaro Arbeloa. Han har været en af Forteas største støtter i akademiet, og hvis Arbeloa forsvinder, kan spilleren føle sig endnu længere væk fra førsteholdet.

Log-på for at kommentere

Spanien og Colombia kæmper om 15-årigt Real Madrid-talent

Der er opstået en reel kamp mellem Spanien og Colombia om et af de mest spændende unge talenter i Real Madrids ungdomsakademi: den 15-årige midtbanespiller Gorka Abascal.

Abascal, som sidste sommer blev hentet fra Athletic Club til Real Madrids ungdomsafdeling, har hurtigt gjort sig bemærket i klubbens Cadete A-hold. Han beskrives som en fysisk stærk og teknisk dygtig midtbanespiller med stort potentiale, og hans udvikling har allerede fået både Spanien og Colombia til at reagere aggressivt for at sikre hans internationale fremtid.

Spanien var først ude og udtog ham til U16-landsholdet i november sidste år, kort efter han fyldte 15. Her debuterede han mod USA. Men i februar udeblev han fra Spaniens næste samling, fordi han i stedet accepterede en indkaldelse fra Colombias U17-landshold til to træningskampe mod Brasilien.

Han debuterede som starter i den anden kamp mod brasilianerne, og Colombia ønskede efterfølgende at tage ham med til det sydamerikanske U17-mesterskab. Den plan blev dog stoppet af Real Madrid, som nægtede at frigive spilleren, da turneringen lå uden for FIFA-kalenderen. Klubben ønskede ikke at undvære en spiller, der havde været vigtig i Cadete A-holdets nylige mesterskabssæson.

Nu har Spanien reageret hurtigt for ikke at miste initiativet. Abascal er blevet udtaget igen til Spaniens U16-trup til en træningssamling i Los Ángeles de San Rafael i begyndelsen af maj. Indkaldelsen bliver i spanske medier tolket som et klart signal om, at det spanske forbund vil holde tæt kontakt til spilleren og forsøge at overbevise ham om at vælge Spanien permanent.

Der er dog endnu ingen endelig beslutning fra spilleren selv. Begge lande holder døren åben, og For Real Madrid er sagen også interessant strategisk. Klubben har de senere år investeret massivt i internationale ungdomstalenter, og når en spiller allerede som 15-årig tiltrækker så stor opmærksomhed fra to landshold, bliver det internt set som et tegn på ekstraordinært potentiale.

Log-på for at kommentere

Bruno Iglesias får tiltrængt oprejsning ved Premier League International Cup

Bruno Iglesias har langt om længe fået lidt succes efter en lang periode med både skader og manglende spilletid. Midtbanespilleren fra Real Madrid Castilla har været en af holdets største profiler i Premier League International Cup, hvor han med afgørende mål og assists har spillet en central rolle i Castillas vej til finalen.

Den 22-årige offensivspiller har især markeret sig i de europæiske kampe, hvor han virker langt mere fri og selvsikker end i den hjemlige liga. I semifinalen mod GNK Dinamo Zagreb leverede han endnu en stærk præstation. Han lagde op til kampens første mål, ramte senere overliggeren i den forlængede spilletid og scorede kort efter det afgørende mål, som sendte Castilla videre til finalen.

Turneringen er blevet et vigtigt gennembrudsmoment for Bruno Iglesias i en sæson, der ellers har været præget af ustabilitet og skader. Han står nu noteret for tre mål og to assists i Premier League International Cup og er dermed Castillas mest scorende spiller i turneringen.

Bruno Iglesias blev i mange år betragtet som et af de største talenter i sin generation i Real Madrid, men hans udvikling gik i stå efter en vanskelig periode under Raúl González på Castilla-holdet. Han mistede spilletid, rykkede ned på klubbens C-hold og blev senere udlejet til Celta Fortuna i jagten på kontinuitet.

Vendepunktet kom efter en direkte samtale med Álvaro Arbeloa. Ifølge spanske medier fik træneren ham til at foretage en ærlig selvransagelse omkring sin udvikling og attitude. Siden da er hans rolle gradvist blevet større igen, selv om skader fortsat har skabt problemer. En skulderskade har blandt andet begrænset hans spilletid i Primera Federación, hvor han kun har fået 564 minutter fordelt over 20 kampe.

I Europa har historien dog været anderledes. Her har Bruno Iglesias igen vist det talent, som i sin tid gjorde ham til et af de mest spændende navne i akademiet i Valdebebas. For Castilla kommer hans formkurve på et vigtigt tidspunkt, mens spilleren selv går et afgørende transfervindue i møde denne sommer. I Madrid vurderes de kommende måneder som afgørende for hans fremtid i klubben.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...