En juni med fart på: En handel hver anden dag

Det er måske en tilsnigelse at kalde det ’handler’, men sådan har vi nu engang valgt at oversætte Marcas ’movimientos’, som Real Madrid ifølge sportsavisen har lavet 14 af i løbet af juni måned.

 

Den første ’movimiento’ var Florentino Pérez, der endegyldigt vandt præsidentvalget over Enrique Riquelme og derfor beholdt sin plads på posten. Det blev fulgt op med skiftet på cheftrænerposten, hvor Álvaro Arbeloa røg ud til fordel for José Mourinho, der kom ind.

I går, den 30. juni, var desuden den sidste dag med Dani Carvajal og David Alaba på kontrakt i klubben, og derudover blev det officielt, at man har stoppet samarbejdet med Dani Ceballos. Ind i stedet er kommet Ibrahima Konaté, Bernardo Silva, Marc Cucurella og Denzel Dumfries, hvor sidstnævnte på grund af teknikaliteter dog mangler at blive offentliggjort, men han er alligevel med på listen.

Derudover er Endrick vendt retur fra leje, mens Nico Paz for et splitsekund også var tilbage, inden man sendte ham tilbage til Como med en ny aftale. Man har også tjent nogle penge på Osasunas salg af Víctor Muñoz til Liverpool, mens rosinen i pølseenden er Mario Martín, som Getafe har købt de resterende 50 % af.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...