Nye Barcelona-klø til CD Tacón

CD Tacón har fortsat lang vej op til at kunne måle sig med Barcelona. Rigtig lang vej.

I går tabte man således med 0-6 hjemme i Valdebebas til catalanerne og efter at have tabt udekampen med 9-1 kan man altså konstatere, at man samlet har tabt med hele 15-1 til et af de hold, som man over en årrække skal måle sig med.

Kampen blev indledt med et minuts stilhed til ære for Tacón-træner David Aznars bedstefar, som i denne uge afgik ved døden, men de 490 fremmødte tilskuere blev hurtigt gjort tavse i kampen, da Barcelona bragte sig foran ved Oshoala efter blot to minutters spil. Hun skulle i øvrigt blive kampens store oplevelse med yderligere tre mål.

CD Tacón havde sine to svenske spillere, Asllani og Jakobsson, men de kunne ikke stille noget op over for Barcelona, som komfortabelt førte med 4-0 ved pausen.

Og de fortsatte takterne i anden halvleg, hvor de scorede yderligere to gange i det sidste opgør Tacón-Barcelona nogensinde. Næste sæson omdøbes Tacón til Real Madrid Femenino og her vil styrkeforholdet forhåbentlig være mere udjævnet.

Tacon: Ana Valles; Samara, Babett Peter, Ainoa Campo, Ohale; Lorena Navarro, Thaisa, Kaci (Jessica Martínez, 75’), Ubogagu (Esther, 54’); Kosovare Asllani (Malena, 54’) og Sofía Jakobsson (Carballo, 79’).

Seneste artikler...