Real Madrid Femenino fik revanche for Copa de la Reina-nederlag
Real Madrid Femenino fik revanche for Copa de la Reina-nederlaget til Madrid CFF, da man i weekenden vandt udekampen med 0-2.
Det var Femenino-sejr nr. 4 i træk på udebane og den blev igangsat med Kenti Robles´ scoring efter 20 minutters spil. David Aznars tropper viste stor defensiv påpasselighed fra kampens start og det udmøntede sig snart i et stort spilovertag, som altså blev kronet med scoringen fra Robles og den blev fulgt op et kvarter senere, da Sofia Jakobsson spurtede fra Madrid CFF-forsvaret og scorede sikkert.
I anden halvleg stod defensiven endnu mere sikkert og dermed blev der aldrig usikkerhed om resultatet, som fastholder Femenino-holdet på tredjepladsen i Liga Iberdrola, kun et point fra Levante på andenpladsen.
Real Madrid: Misa, K. Robles (Claudia F., 82’), Peter, Kaci, Olga, M. Oroz, Asllani, Jakobsson, M. Cardona (Teresa, 46’), Ivana og M. Corredera (Lorena, 71’).
