Karim Benzema overhaler Puskas
Real Madrids franske nr. 9 scorede her til aften holdets første og tredje mål, da Real Madrid splittede Eibar ad i en overbevisende sejr på 0-4 på Ipurúa, hvilket bragte ham op på 157 ligamål og en samlet 18. plads på alle tiders topscorerliste.
I midtugens Champions League-kamp overhalede han Di Stefanos scoringstotal i europæisk sammenhæng, og i dag var det så Ferenc Puskas’ tur til at lade sig overhale af sæsonens øjeblikkelige topscorer, da han scorede mål nr. 156 og 157 i LaLiga-karrieren. Det gør ham til den sjette mest scorende spiller i klubbens historie i netop denne turnering, og af spillere der fortsat er aktive i LaLiga, er det kun Lionel Messi og Aritz Aduriz der er foran ham.
Den næste spiller der skal overhales er mexicanske Hugo Sánchez, som i øjeblikket er nr. 5 på listen med 164 mål. Dernæst kommer Satillana med 186 og top 3 udgøres af Alfredo di Stéfano (216), Raúl (229) og selvfølgelig Cristiano Ronaldo (311).
For Karim Benzema bliver det til et snit på 0,49 mål pr. kamp. Sánchez nåede 0,79 mål pr. kamp, Di Stéfano 0,77, Raúl 0,42 og Cristiano Ronaldo lå på ganske fine 1,07 mål pr. kamp.
