Valverde: De siger altid at jeg skal skyde

En af sæsonens helt store åbenbaringer, Fede Valverde, der har fået de fleste madridstas til at droppe alle tanker om Pogba, scorede for anden kamp i træk, i går mod Real Sociedad. Efter kampen blev han interviewet af pressen, hvor han bl.a. blev spurgt ind til sit mål, og Bale.

- Vi har haft en række kampe hvor vi er gået til halvleg med en god føring, men i dag var vi mere pressede. Vi går altid ud for at vinde kampe, og vi støtter allesammen hinanden. Det er rart at se.

- Vi startede ikke på den bedste måde, men vi fik sejren, og det er det vigtigste. Jeg er træt, men meget glad, for vi kom her for at vinde, og det gjorde vi.

Om målet:

- De siger altid til mig at jeg skal skyde. Jeg jokede om det med træneren og Casemiro. Den gik ind i dag, selvom jeg var lidt heldig, men den gik ind og det var det vigtigste. Det er altid Modric der lægger den af til mig når jeg scorer, så jeg vil kigge mere efter afleveringer fra ham. Målet er meget specielt for jeg gør det med holdet, og det viser at vi er et hold. At score på dette stadion vil jeg huske meget længe, og jeg vil nyde det med min familie.

Om modstanderen:

- De er et godt hold, som gør tingene godt, og de leverede en god indsats. Vi forsøgte at presse og dække rummet, men de kom ind bagved et par gange. Men vi forbedrede os og fik det resultat vi ønskede.

Om Bale:

- Gareth kom på, og præsterede som han kan, og var involveret i det tredje mål. Vi vil støtte ham fra start til slut, og vi vil give ham de bedste muligheder vi kan, som han gør for os. Fejringen var en måde at vise at vi er en enhed. Han har behandlet mig godt, og han fortjener min respekt. Han træner godt, og bidrager på banen. Jeg er sikker på at fansene vil anerkende det.

 

Også Raphael Varane blev interviewet af pressen efter kampen. Han blev spurgt ind til landskampspausen, sin forsvarsmakker Ramos, og ligesom alle andre, blev han også spurgt ind til Bale.

- Man skal vise karakter og forholde sig roligt når man kommer bagud så tidligt. Vi var fokuserede og fik sejren mod en stærk modstander. Det var svært, men vi pressede godt og spillede på deres halvdel, hvilket ikke er nemt.

- Vi startede skidt, og blev stærkere hen ad vejen. Vi spillede godt i anden halvleg, og sikrede os et godt resultat. Det er vigtigt at forblive fokuserede og rolige. Vi forbedrede os meget i løbet af kampen, og i anden halvleg startede vi hvor vi sluttede i første halvleg, ved at spille på deres halvdel, og presse som en enhed.

Om landskamspausen:

- Det er aldrig let efter en landskampspause. Vi havde kun få dage til at træne sammen, men vi havde en klar idé om hvordan vi ville stille op.

Om Ramos:

- Sådan nogle ting sker. Efter 15 år kan alle lave sådan en fejl, og stadig ende med at spille en god kamp.

Om Bale:

- Fansene kan have deres mening, men han gjorde det godt derude, og var fokuseret på kampen.

Seneste artikler...