Real Madrid har ikke indkasseret mål i 715 minutter med Mendy på banen
Der er efterhånden ingen tvivl om, at sommerindkøbet fra Lyon, Ferland Mendy, er Zidanes foretrukne valg på venstre back. Igen i går spillede franskmanden en stærk kamp, og han er efterhånden blevet et symbol på, hvor stærk en defensiv Real Madrid har haft siden nederlaget mod Mallorca den 19. oktober.
Det har især været på baggrund af bundsolide defensive præstationer, at Mendy har skubbet Marcelo ud på bænken, men i går var han tilmed afgørende offensivt, da han med et præcist indlæg assisterede Benzemas scoring.
I ligasammenhæng har Mendy været imponerende, da han har startet på banen i elleve kampe, hvori Real Madrid blot har lukket tre mål ind. To af disse var i Mendys debut i 2-2-kampen på udebane mod Villarreal, hvilket var før Zidane fik styr på defensiven, mens det tredje var i 3-1-sejren mod Real Sociedad.
I alt har Mendy spillede 1003 minutter i ligaen, hvilket betyder, at Real Madrid lukker et mål ind hvert 334. minut, når den 24-årige franskmand spiller. I Europas største fodboldligaer er det kun Liverpools Joe Gomez, der kan slå disse tal med to indkasserede mål på 16 kampe og 1007 minutters spilletid.
Medregnes alle turneringer er det 715 minutter siden, at der blev scoret på Real Madrid, mens Mendy var på banen, og det var i den pointmæssigt ligegyldige 3-1-sejr mod Club Brugge i Champions League-gruppespillets sidste kamp. Tallene vidner om, at Mendy har forstærket Real Madrids defensiv, og hvis han fortsætter med at forbedre sig offensivt, kan det blive svært for Marcelo at genvinde sin plads. Brasilianeren har dog spillet 90 minutter i de seneste to Copa del Rey-kampe, hvorfor han muligvis får mulighed for at give Mendy kamp til stregen i torsdagens Copa del Rey-kvartfinale på hjemmebane mod Real Sociedad.
