Jovic om skiftet til Real Madrid: Verdens største klub ringer kun én gang

Real Madrid hentede i sommers den serbiske angriber, Luka Jovic, for 60 millioner euro i Frankfurt, hvor han havde scoret 17 mål på 32 kampe i den tyske Bundesliga. Serberens fine målnæse vakte Kongeklubbens interesse, og Jovic fortæller selv, hvordan han i første omgang ikke troede på sin agents ord, da han fik det fortalt.
- Min agent kontaktede mig og sagde, at Real Madrid havde ringet, og at de ville hente mig. Jeg svarede, at han skulle lade være med at drille mig. Men han sagde, at der var et tilbud, og at jeg skulle overveje det. Selvfølgelig sagde jeg ’ja’, og jeg tror ikke, det var en fejl, fordi verdens største klub ringer kun én gang.

Jovic har fået en hård start på livet i Spanien, hvor det på 21 kampe er blevet til ét mål og to assists. Jovic siger selv om sæsonen:
- I mit hjemland synes jeg stadig, at der er en negativ holdning omkring min form i Real Madrid. Men jeg er overbevist om, at jeg kommer til at gøre det godt, og jeg vil bevise, at jeg som Real Madrid-spiller besidder kvalitet.
-For at være ærlig er jeg kun fokuseret på fodbold og min form. Jeg er midt i en tilvænningsperiode, så jeg skal arbejde hårdt.

Selvom præstationerne på banen vidner om, at Jovic har haft svært ved at tilpasse sig spansk fodbold, nyder han stadig livet i Sydeuropa.
- Det vigtigste her er, at man ikke behøver at stå tidligt op for at træne, for jeg har altid haft svært ved at sove. Træningen er desuden mere behagelig end i Tyskland, så jeg nyder det mere.

Seneste artikler...