Inter Miami vil hente Cavani og Modric
Den amerikanske fodboldklub, Inter Miami, med David Beckham som præsident, har planer om at hente Luka Modric samt PSG’s Edinson Cavani i sommerens transfervindue.
Klubben begynder i 2020 sin tilværelse i den bedste amerikanske fodboldliga, MLS, og derfor ønsker de at hente store navne til klubben. Klubbens cheftræner, Diego Alonso, har allerede udtalt, at Inter Miami skal vinde ligaen med det samme, og at det i årene frem skal være klubbens forpligtelse.
MLS giver lov til, at klubber kan hente tre spillere, der ikke behøver overholde ligaens løngrænse. I den forbindelse har Inter Miami udset sig Modric, der har kontraktudløb i 2021, samt Cavani, hvis kontrakt udløber til sommer.
Med ligastart allerede i marts vil klubben være nødsaget til at klare sig i minimum nogle måneder uden de to spillere. Desuden kan det vise sig mere besværligt end tidligere at overbevise Real Madrid om at sælge Modric, som har scoret fem mål og lavet fem assists på 23 kampe i sæsonen. Endvidere spillede han 120 minutter i finalen i den spanske Super Cup, og han har spillet fuld tid i fire af de sidste fem ligakampe. Selvom kroaten ikke har nået sit topniveau, der vandt ham Ballon d’Or, ser Zidane ham altså stadig som en vigtig del af truppen.
