Real Madrid gør klar til Reinier

Reinier spiller frem til 9. februar kvalifikationsturnering til OL med Brasiliens U23-landshold, og i mellemtiden gør Real Madrid klar til hans ankomst.

Reinier er således blevet tildelt trøje nummer 19 hos Castilla, hvilket er det samme nummer, han spillede med i Flamengo og i de sidste par uger hos U23-landsholdet. Nummeret havde hidtil tilhørt Castillas centrale forsvarsspiller, Victor Chust, men han spiller fremadrettet i stedet med nummer fire på ryggen.

Chust’ trøjeskifte er en glimrende gestus og en god velkomst til den 18-årige brasilianer, men derudover spekulerer AS i, at Reinier ikke kun skal spille med nummer 19 på ryggen hos Castilla. Nummeret kan muligvis også blive hans i førsteholdstruppen, da det er ledigt, efter Odriozola blev udlejet til Bayern München i januar. I første omgang skal Reinier dog finde sig til rette hos Castilla, som han skal hjælpe med at rykke nogle pladser frem fra deres nuværende 11.-plads.

Seneste artikler...