PSG ønsker ikke at forhandle om Mbappé
PSG’s unge superstjerne, Kylian Mbappé, havde for nylig en ophedet diskussion med sin cheftræner, Thomas Tuchel, efter franskmanden blev udskiftet i 5-0-sejren over Montpellier. Det har selvsagt pustet til ilden angående transferrygterne omkring Mbappé.
PSG’s præsident, Nasser Al-Khelaifi, har slået fast, at klubben ikke ønsker at forhandle om et salg til sommer, selvom en lang række af Europas største klubber følger spillerens situation. I stedet ønsker PSG at forlænge franskmandens kontrakt, som står til at udløbe 30. juni 2022.
Mbappé har indtil videre afvist at forlænge kontrakten, men PSG skulle efter sigende være villige til at beholde ham helt til kontraktudløb. Imens forholdet mellem Tuchel og Mbappé ikke er problemfrit, forsøger PSG’s sportsdirektør, Leonardo, at kølne situationen. Klubben står dog over for en svær beslutning, hvis konflikten holder ved.
Spørgsmålet er, hvem af de to parter, der har den lyseste fremtid i klubben. Som det er kutyme for cheftrænere i PSG, afhænger deres fremtid i høj grad af præstationerne i Champions League. Tuchel befinder sig altså i en svær position, eftersom et exit herfra vil efterlade tyskeren med en utilfredsstillende sæson samt en konflikt med en af klubbens største superstjerner.
