Hålands far: La Liga passer godt til min søn

19-årige Erling Braut Håland har i denne sæson scoret 40 mål og lavet otte assists på 31 kampe for Red Bull Salzburg og Dortmund. Det er et målsnit på 1,29 mål pr kamp, og alene i Dortmund har han i 2020 lavet tolv mål på ni kampe. Dermed står nordmanden for det slutprodukt, som Real Madrid netop mangler for tiden, hvorfor hans navn kædes sammen med Los Blancos.

Håland er søn af den tidligere Manchester City-, Leeds- og Nottingham Forest-spiller, Alf Inge Håland, og han har snakket med AS om sin søns fremtid og den interesse, der er rettet imod ham fra store europæiske klubber. Ifølge AS har Håland en klausul i sin kontrakt, der siger, at han kan forlade Dortmund i 2021 for 75 millioner euro, og Håland senior påpeger, at hans søn kan passe godt ind i spansk fodbold.
- Vi bliver kædet til hundreder af klubber, men det er sandt, at min søn passer godt til den spanske liga, hvor der er gode hold, men det er ikke sikkert, at han tager til Spanien.

Det norske landshold må siges at have nogle spirende stjerner, hvor Ødegaard også er i gang med sit gennembrud i spansk fodbold. Onsdag aften var han med til at spille Real Sociedad i finalen i Copa del Rey, og ifølge Hålands far har de to unge nordmænd da også en god indbyrdes forståelse.
- Min søn elsker at spille med Martin (Ødegaard, red.), han er en stor fodboldspiller. De forstår hinanden virkelig godt på banen.

Spørgsmålet er, om de to nordmænd er relevante til det kommende transfervindue. Hålands klausul gælder som nævnt først i 2021, mens det er muligt, at Ødegaard tager endnu en sæson i Baskerlandet.  

Seneste artikler...