Zidane splitter spilletiden mellem Modric og Kroos

Luka Modric og Toni Kroos var sammen med Casemiro i mange af de foregående år sikre startede på Real Madrids midtbane, men på det seneste har Zidane ofte set bort fra enten kroaten eller tyskeren i sine startopstillinger. Af de sidste seks kampe har de begge kun været del af startopstillingen én gang, hvilket var imod Levante.

I kampene imod Barcelona, Celta Vigo og Real Sociedad startede Kroos på banen, mens Modric ikke var del af startelleveren, og imod Manchester City og Osasuna var det i stedet Modric, der startede på banen, mens Kroos var udeladt.

Denne stribe af kampe kommer efter det seneste Madrid-derby, hvor Zidane ligesom i den spanske Super Cup forsøgte sig med en fem-mandsmidtbane. Det ændrede han som bekendt markant i halvlegen, hvor Kroos og Isco blev erstattet af Vázquez og Vinícius, der blev bragt ind som breddespillere. Derefter bestod midtbanen af Modric, Casemiro og Valverde.

Fordelingen af Kroos’ og Modric’ spilletid kan naturligvis skyldes simple rotationer, men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at Isco og Valverde synes at have vundet Zidanes tillid i en sådan grad, at én af de to før så sikre startere på midtbanen ofte bliver udeladt fra startopstillingerne. Især gav det genlyd, da Kroos ikke fik et eneste spilleminut imod Manchester City.

Zidane har efterhånden fået ry for at være en uforudsigelig cheftræner, når det kommer til udvælgelsen af de startende elleve til holdets kampe. På midtbanen er det eneste sikre efterhånden, at Casemiro starter på banen, og at han akkompagneres af enten Kroos eller Modric – sjældent dem begge to.

Seneste artikler...