Militão med udsigt til spilletid inden returen mod Manchester City
Sergio Ramos trak et rødt kort i slutminutterne i den første ottendedelsfinale mellem Real Madrid og Manchester City, og derfor forventes det, at Éder Militão kommer til at spille i midterforsvaret ved siden af Varane i returen.
Militão har spillet tolv kampe i sæsonen, men desværre for ham har han været del af flere af holdets skuffende resultater. Han fik sin første plads i startopstillingen imod PSG i Champions League, hvor Real Madrid blev sendt hjem med et 3-0-nederlag, og derudover spillede brasilianeren i nederlagene imod Mallorca i La Liga og Real Sociedad i Copa del Rey.
Militão blev hentet i portugisiske Porto i sommers for 50 millioner euro, men den 22-årige forsvarsspiller har haft svært ved at få spilletid på grund af Ramos og Varanes stærke makkerskab.
Spørgsmålet er, hvordan Zidane vil forholde sig til det faktum, at Varane skal have en ny makker i midterforsvaret i returkampen imod Manchester City. Real Madrid har kun to kampe tilbage, før det igen går løs i Champions League, og brasilianeren har ikke fået tid til at udvikle en stærk forståelse med Varane. En mulighed ville være at bruge Militão sammen med Varane i de næste par kampe i ligaen for at spille dem sammen, men det ville blive på bekostning af Ramos, og med ét point ned til Barcelona i ligaen virker det som lidt af et sats.
Det er dog alligevel sandsynligt, at Militão får spilletid i morgen aften, da både Nacho og Carvajal er fraværende. Hvis ikke Zidane foretrækker Vázquez på højrebacken, som han har gjort det tidligere, kan pladsen i stedet gå til Militão, som derved kan få nogle vigtige spilleminutter i benene.
