Napoli forhører sig om Jovic
Napoli går en sommer i møde, hvor der kan blive skiftet godt ud i truppen, og ifølge AS undersøger den syditalienske klub mulighederne for at hente Luka Jovic. Napoli har efter ansættelsen af cheftræner Gennaro Gattuso kæmpet sig op på sjettepladsen i Serie A, men man er langt fra sidste sæsons sikre andenplads.
Dries Mertens ser ud til at forlænge sin kontrakt, men det er mindre sikkert, at den tidligere Real Madrid-spiller, José Callejón, gør det samme, og derudover er det muligt, at man sælger Arkadiusz Milik, da han har kontraktudløb i 2021. Netop Miliks fremtid har betydning for, om Napoli vil intensivere jagten på Jovic.
Napoli har allerede et godt forhold til Jovic’ agent, Fali Ramadani, som repræsenterer fire Napoli-spillere i form af Koulibaly, Maksimovic, Demme og Malcuit, og efter sigende skulle Jovic ikke være afvisende over for et skifte til Syditalien, hvis et skifte er i alle parters bedste interesse.
Ifølge AS er Real Madrid ikke interesseret i et salg af den serbiske angriber, som man brugte 60 millioner euro på i sommers, men man er ikke afvisende over for en lejeaftale. Man skulle også være villige til at gå på kompromis og sælge Jovic med en tilbagekøbsklausul.
I første omgang handler det dog om, hvorvidt Milik forlænger sin kontrakt. Hvis den polske angriber accepterer en kontraktforlængelse, vil Napoli næppe jagte en ny angriber.
