Zidane: Jeg er den ansvarlige, men jeg har ikke nogen forklaring
Det var en alt andet end tilfreds Zinedine Zidane, som i går mødte op til pressemødet efter kampen mod Betis.
Her sagde han følgende om nederlaget:
- Vi spillede en dårlig kamp fra start til slut. Vi kom ikke på noget tidspunkt ind i kampen. Vi mistede mange bolde og det var en dårlig kamp. Jeg er den ansvarlige, men jeg har ikke nogen forklaring på det. Vi kan ikke være tilfredse med kampen.
Han erkendte, at det var et fortjent nederlag:
- Det kostede os dyrt. Jeg synes, at spillerne forsøgte, men det bragte os ingen vegne. Det er min skyld og jeg er nødt til at analysere, hvad der skete. Vi må se fremad, for det vi har lavet indtil nu har ikke været dårligt. Der mangler 11 kampe og vi skal kæmpe for det.
Om manglen på intensitet:
- Jeg vil forsvare mine spillere og hvis jeg skal sige noget, vil jeg sige det direkte til dem. Vi manglede noget i alle facetter, især omkring boldbesiddelse. Jeg tager ansvaret for det hele. Det var vores dårligste kamp i sæsonen.
Udskiftningen af Toni Kroos blev bemærket – herunder også i vores nedtakts-podcast – og Zidane sagde følgende:
- Jeg tror ikke, at han føler sig personligt ramt, vi er alle i samme båd.
Om holdets defensiv:
- I dag var det alle, både angrebet og forsvaret. Det er ikke kun defensivt, selv om vi indkasserer to mål. Det, der irriterer mig mest, er vores omgang med bolden.
