Real Madrid holder øje med Óscar Rodríguez
Real Madrid holder et vågent øje med sine udlejede spillere og en af dem, som gør det rigtig godt, men som man ikke hører så meget til, er midtbanespilleren Óscar Rodríguez, som fra sin midtbaneposition er noteret for 7 mål indtil nu i denne sæson.
Han er i gang med sin anden sæson som lejesvend i Leganés og ifølge spansk presse kan han være en af de spillere, som Real Madrid vil hente tilbage til den kommende sæson, selv om han dog ikke på nuværende tidspunkt er et prioriteret mål.
Real Madrid forlængede kontrakten med midtbanespilleren frem til 2023 inden man sendte ham på lejeophold og den 21-årige spiller har i Leganés i alt scoret 11 mål og lavet 6 assists i sine 57 kampe.
Flere klubber har meldt deres interesse i Óscar, heriblandt Sevilla, Real Sociedad og Villarreal, men det virker sandsynligt, at han i første omgang returnerer til Real Madrid, når lejeopholdet stopper til sommer, hvorefter han vil gennemføre sommerens optakt til den kommende sæson og her vil man så træffe den bedste beslutning for Óscar Rodríguez med henblik på fremtiden.
