Vinícius: Jeg havde tre dage til at vælge mellem Madrid og Barcelona

Vinícius er blevet interviewet af fodboldmagasinet FourFourTwo, og her fortæller han blandt andet om sit skifte til Real Madrid og om det forventningspres, der følger med det høje transferbeløb.

Da Vinícius var 16 år gammel, havde han en forhåndsaftale med Barcelona, men den blev sat til side, da Real Madrid kom på banen. Starten på Vinícius’ transfer til Real Madrid begyndte allerede i 2017, mens Copa Sudamericana var i gang, og han spillede for Flamengo, og Vinícius siger selv om forløbet:
- Det var lige efter, at jeg kom tilbage fra 2017-udgaven af det sydamerikanske U17-mesterskab i Chile. Der var allerede rygter i pressen, men jeg troede ikke på dem, men til sidst skete det – både Real Madrid og Barcelona fremlagde aftaler, og jeg havde kun tre dage til at tage min beslutning.

- Jeg har altid ønsket at spille for den største klub, og derfor valgte jeg Real Madrid.

Ifølge AS fik Barcelona Neymar til at ringe til Vinícius for at overbevise ham om et skifte til Camp Nou, men i stedet fik Real Madrid øje på situationen og fremlagde deres eget tilbud. Han endte med at skifte til hovedstadsklubben for 45 millioner euro, og brasilianerens forældre spillede også en rolle i skiftet.
- Mine forældre besøgte begge klubber, og de kunne bedst lide dem (Real Madrid, red.). Det passede med det, som jeg ønskede, og jeg syntes, at deres projekt var bedre for mig. De giver en masse spilleminutter til unge spillere som mig, og de gennemgik en fantastisk periode med succes i Champions League.

Vinícius fortæller desuden, at han fornemmede et forventningspres på grund af prisen på ham.
- Det var noget af det sværeste, jeg skulle få alle til at glemme prisskiltet.

Vinícius startede hos Castilla, eftersom den nyudnævnte cheftræner, Julen Lopetegui, ikke ønskede at smide ham direkte ind på førsteholdet. Her scorede han fire mål på 428 spilleminutter fordelt på fem kampe, men det var først, da Lopetegui blev fyret og Santiago Solari tog over, at han for alvor fik chancen på førsteholdet.

Med Lopetegui i spidsen spillede Vinícius blot 42 minutter på to kampe, mens han under Solari blev en vigtig del af offensiven med sin uforudsigelighed og fart. Vinícius siger selv om sin tid i Kongeklubben indtil videre:
- Heldigvis spillede jeg en masse kampe i min første sæson. Nu har jeg spillet mere end 50 kampe for Real Madrid, og det er der få spillere, der opnår i sådan en ung alder.

Seneste artikler...