Svær start på året for Brahim Diaz
Real Madrids Copa-exit til Real Sociedad ramte Brahim Diaz hårdere end de fleste Real Madrid-spillere. Netop denne turnering var nemlig en af grundene til at han nægtede at blive lejet ud i vinterens transfervindue, da han var sikker på at han kunne få spilletid her, og på samme tid gøre sig fortjent til minutter i de andre turneringer.
Brahim havde ret i sin forudsigelse om at han ville få spilletid i Copaen, da det blev til 130 af 170 mulige minutter, selvom han kom på som indskifter i de to første kampe. Hans gode kampe her, vandt ham en startplads i nederlaget til Sociedad, hvor han bidrog med en assist.
Siden da har Real Madrid spillet seks kampe, og Brahim har ikke fået et eneste minut.
Og nu hvor coronavirussen har sat fodbold-Europa på pause, kommer han længere og længere fra spilletid, da den uventede pause sender både Hazard og Asensio tættere på at overstå deres skader, og dermed vil de være tættere på at konkurrere om spilletiden.
Manglen på spilletid har fået Brahim til at opgive drømmen om at deltage i OL til sommer, hvor han var forventet at skulle spille en stor rolle.
Hvad byder fremtiden så på for Brahim Diaz? Til sommer vil Real Madrid uden tvivl forsøge at leje ham ud igen, i håb om at han kan få noget spilletid. Og måske skal han forsøge at følge i fodsporet på spillere som Achraf Hakimi, Martin Ødegaard eller Sergio Reguilon, der alle præsterer flot for de klubber de er udlejede til, og alle tre spås gode chancer for at spille en rolle på Real Madrid-mandskabet i næste sæson.
Én ting er sikkert, Brahim har brug for spilletid, og det får han næppe hvis han bliver i Real Madrid.
