Hazards anden sæson i henhold til Real Madrids tidligere store indkøb

Eden Hazard spillede en temmelig perifer rolle på Real Madrids hold i den forgangne sæson, og belgieren var da også ude at udtale, at det var hans værste sæson på individuelt plan, og at han ønsker at blive vurderet på sin anden sæson i klubben i stedet. I den forbindelse har MARCA kigget på den anden sæson for Real Madrids største indkøb siden årtusindeskiftet, og et overblik følger her.

Cristiano Ronaldo:
Portugiseren scorede 53 mål på 54 kampe under José Mourinho i sin anden sæson i klubben, herunder det afgørende hovedstødsmål i Copa del Rey-finalen imod Barcelona.

Kaká:
Brasilianeren fandt aldrig for alvor melodien i den spanske hovedstad, og på grund af skader blev det også blot til 20 kampe i hans anden sæson i klubben.

Benzema:
Det var i løbet af franskmandens anden sæson, nærmere bestemt i december 2010, at cheftræner José Mourinho savnede dræberinstinkt fra sin franske spydspids og derfor udtalte, at han måtte nøjes med en kat, eftersom han ikke havde en jagthund til rådighed. Emmanuel Adebayor blev kort efter hentet til klubben på en halvårlig lejeaftale i januar 2011, men Benzema endte trods alt med 26 scoringer på 48 kampe.

Bale:
Waliseren kunne ikke helt nå sine højder fra sin første og bedste sæson i klubben, hvor han scorede 22 mål og assisterede 19 gange samt scorede afgørende mål i Champions League- og Copa del Rey-finalerne. Waliseren faldt ikke igennem i anden sæson, men skaderne begyndte at lure, og det blev til 17 mål og tolv assists på 48 kampe.

De oprindelige Galácticos:
Luis Figo var i sin anden sæson med til at vinde Champions League med Real Madrid efter en 2-1-sejr i finalen imod Bayer Leverkusen. Portugiseren scorede færre mål end i sin første sæson – 11 over for 14 – og han havde en aldeles anonym kamp i finalen, men ikke desto mindre havde han været en fast bestanddel af Vicente del Bosques Champions League-vindende mandskab. Zidane ankom året efter, og franskmanden havde statistikmæssigt to lignende første sæsoner i klubben med tolv mål i begge, mens han i sin anden sæson assisterede 19 gange, hvilket var fire mere end i den første.

Ronaldo Nazário holdt ligesom Zidane niveau i sin anden sæson, hvor han scorede 31 mål sammenlignet med 30 styks året forinden. De to resterende Galácticos, briterne David Beckham og Michael Owen, havde større besvær med for alvor at slå til. I Beckhams anden sæson skiftede holdet træner tre gange og vandt ingen trofæer, mens Owen på trods af sine 16 mål på 45 kampe i sin første sæson aldrig fik en anden sæson i klubben, hvor han i stedet blev hentet tilbage til Premier League af Newcastle.

Seneste artikler...