Zidane vinder titler uden at spendere stort

Siden Zinedine Zidane returnerede til Real Madrid som cheftræner i 2019, har der været varslet en større revolution af spillertruppen, men det er endnu ikke sket. Nok forstærkede man sig sidste sommer, men med undtagelse af Ferland Mendy slog ingen af indkøbene for alvor til, og igen denne sommer kommer der ikke til at ske den store udskiftning i truppen, da coronakrisen forhindrer klubben i at bruge store summer penge.

Med Zidane ved roret behøver dette dog ikke give anledning til bekymring. Ud af sine elleve trofæer som Real Madrid-cheftræner har franskmanden nemlig vundet otte efter blot at have brugt sammenlagt 70 millioner euro.

Zidanes første indkøb var Álvaro Morata fra Juventus for 30 millioner euro, og det var efter Champions League-triumfen i 2016, og derudover returnerede Marco Asensio fra lån hos Espanyol, mens Mariano blev rykket op fra Castilla. I løbet af den følgende sæson vandt man den spanske Super Cup, VM for klubhold, La Liga og Champions League.

I det følgende transfervindue hentede man Dani Ceballos og Theo Hernández for sammenlagt 40 millioner euro, mens Jesús Vallejo, Borja Mayoral og Marcos Llorente vendte retur fra lejeaftaler, mens Achraf Hakimi blev rykket op fra Castilla. Her vandt man efterfølgende den spanske Super Cup, VM for klubhold og Champions League, og dermed havde Zidane blot brugt 70 millioner euro, da han havde vundet sine første otte trofæer som cheftræner for klubben.

Sidenhen har franskmanden været inde over købene af Luka Jovic, Eden Hazard og Ferland Mendy, mens handlerne med Rodrygo og Éder Militão omvendt blev sikret før Zidanes retur. Ikke desto mindre betyder det, at Zidane tidligere har vist, at han kan hente trofæer, uden at der skal foretages store indkøb til startopstillingen, hvilket forhåbentligt igen bliver tilfældet i den kommende sæson, hvor Martin Ødegaard og Andriy Lunin ligner de eneste tilførsler, mens også Àlvaro Odriozola muligvis får revanche som reserve for Dani Carvajal.

Seneste artikler...