Sevilla fortsat lune på at genleje Reguilón

Torsdag aften præsenterede Sevilla indkøbet af Ivan Rakitic fra Barcelona, og i den forbindelse udtalte klubbens sportsdirektør, Monchi, også, at man fortsat ser Sergio Reguilón som en mulighed til næste sæson.

Reguilón har netop spillet en særdeles overbevisende sæson i Sevilla, hvilket selvsagt har fået hans værdi til at stige betragteligt, og efter sigende forlanger Real Madrid 30 millioner euro, hvis man ønsker at hente venstrebacken permanent. I Sevilla ønsker man ikke at bruge så stor en sum penge, hvorfor man i stedet håber på at kunne leje ham i endnu en sæson og samtidig få indskrevet en købsklausul på 18-20 millioner euro, som man vil kunne udløse næste sommer.

Reguilón har også tiltrukket sig interesse fra Premier League, men ingen klubber har endnu matchet Real Madrids salgspris, hvorfor en ny lejeaftale kan komme på tale. Ifølge MARCA er spilleren da heller ikke fast besluttet på endegyldigt at forlade Real Madrid, som han stadig håber på at kunne overbevise om sit værd.

Seneste artikler...