Pérez-snak med Ramos: Kontrakt-forlængelse og lønnedgang
Sergio Ramos skal snart mødes med Florentino Pérez om et par vigtige punkter for Real Madrid.
Dels ønsker man at forlænge kontrakten med den legendariske forsvarer, men samtidig går man også ind til denne snak med et ønske om, at både han og den øvrige Real Madrid-trup er klar på endnu en periode med reduktion i lønnen, således at man kan komme helskindet gennem Corona-krisen.
Det er fortsat fraværet af tilskuere til Real Madrids kampe, som er den helt store trussel mod klubbens økonomi og det er også grunden til, at man denne sommer udelukkende fokuserer på spillersalg og ikke opererer med indkøb af nye folk.
Der forventes ikke problemer med at få en kontraktforlængelse på plads med Sergio Ramos, som selv ønsker at blive i klubben og spillertruppen har også hidtil vist stor forståelse for klubbens økonomiske situation og derfor regner man med, at man når i mål med begge punkter.
