Nye milepæle i sigte for Benzema
Karim Benzema er 32 år gammel, men ikke desto mindre har de sidste par sæsoner i Real Madrid været nogle af franskmandens bedste i hans karriere. I alt har han været i klubben i mere end et årti, og dermed nærmer han sig også en række klubrekorder samt personlige milepæle.
Med 513 kampe er Benzema tæt på at indhente Roberto Carlos som udlændingen i klubbens historie med flest kamp for klubben, men her er Marcelo med 509 kampe også fortsat med i kapløbet. Endvidere er franskmanden ikke langt fra top ti over spillere i klubbens historie med flest kampe, eftersom Michel på tiendepladsen har spillet 46 kampe flere med 559 i alt.
Benzema har i de senere sæsoner overhalet store navne som Ferenc Puskas og Hugo Sánchez på klubbens historiske topscorerliste, og dermed er han nu den femtemest scorende spiller i klubbens historie. Han har nu 41 mål op til Santillana med 290 mål på fjerdepladsen. Derudover kan han blive den tredjemest scorende spiller i Champions League, eftersom han blot er syv mål efter Raúl på tredjepladsen. Her ligger han dog fortsat tæt med Robert Lewandowski, som også fortsat viser højt niveau.
Benzema kan desuden runde 700 kampe karrieren i den kommende sæson, eftersom han i øjeblikket står på 661, og derudover kan han med endnu en flot sæson runde nogle skarpe hjørner i La Liga. Således mangler han blot fem assists for at nå 100, mens han er 31 scoringer fra at runde 200 mål i den spanske liga.
