Marcelos løn for høj for Inter og Juventus
Ifølge AS har der været interesse for Marcelo fra Italien, hvor både Inter og Juventus ser ham som en god forstærkning, og ifølge den spanske sportsavis skulle brasilianeren også selv være villig til at lytte på tilbud. Begge klubber skulle dog have trukket følehornene til sig grundet spillerens løn på otte millioner euro, som ingen af klubberne er villige til at betale.
Marcelo går formodentlig ind til den kommende sæson som andetvalg på venstrebacken, hvor Ferland Mendy i sidste sæson præsterede flot, hvorfor brasilianeren sandsynligvis ikke har mange sæsoner tilbage i den spanske hovedstadsklub.
32-årige Marcelo har spillet 509 kampe for Real Madrid, hvor det undervejs er blevet til 38 scoringer og 95 assists. Derudover er han en af spillerne i klubbens historie med flest trofæer, da han ligesom Sergio Ramos har vundet 22 i alt, og derudover har han 58 landskampe for Brasilien på CV’et.
