I forbindelse med Ødegaards retur: Liste over mere eller mindre succesfulde tilbagevendte spillere
Martin Ødegaard tørner i denne sæson ud for Real Madrid efter en række lejeophold i andre klubber, hvor det senest blev til en flot sæson i Real Sociedad, og nordmanden står derfor over for en svær opgave med hensyn til at slå igennem i Kongeklubben. MARCA opstiller i den forbindelse en liste over mere eller mindre succesfulde spillere, som er vendt retur til klubben.
På den positive side har truppen allerede to fremragende spillere på det nuværende førstehold, som også fik vist deres værd andetsteds. Dani Carvajal fik blot én sæson i Bayer Leverkusen, inden Real Madrid hentede ham tilbage i 2013, og siden da har han været fast førstevalg på højrebacken. Casemiro havde en sæson på leje i Porto, men efterfølgende indgik han i Rafa Benítez’ spillertrup, og allerede et halvt år efter overtog Zidane tøjlerne, og siden har brasilianeren blot vist sig mere og mere uundværlig.
Fede Valverde havde en sæson på leje hos Deportivo, og uruguayanerens historie kan sagtens blive den samme som de to førnævnte, hvis han fortsætter sin udvikling. Álvaro Arbeloa er endnu et eksempel på en spiller, som vendte retur og blev fast man på førsteholdet. Spanieren var først en tur hos Deportivo og Liverpool, inden han vendte retur i 2009.
Derudover har en række spillere taget til takke med reserveroller efter deres retur. Lucas Vázquez og José Callejon blev inkluderet i truppen efter ophold hos Espanyol, men har aldrig været faste startere, og det samme kan siges om Esteban Granero og Marcos Llorente, som returnerede til klubben fra henholdsvis Getafe og Alavés.
Der findes også eksempler på spillere, som aldrig fik reel værdi på holdet efter deres retur til klubben, men som ellers fik vist sig frem i andre klubber sidenhen. Her kan nævnes spillere som Dani Parejo, Álvaro Negredo og Roberto Soldado.
