Zidane har opskriften til succes; franskmanden har aldrig tabt en finale
Zidane har aldrig tabt en finale som cheftræner i Real Madrid.
Det er uundgåeligt at være nervøs forud for en Champions League-finale. Real Madrid har dog den eneste rigtige medicin til at dæmpe nervøsiteten - Zinedine Zidane.
Således har Real Madrids franske cheftræner endnu til gode at tabe en finale i sin relativ korte trænerkarriere i Kongeklubben. Zidane statistik hedder d.d. 7 triumfer ud af 7 mulige.
Zidanes CV tæller to europæiske Super Cups, hvor man gjorde kål på henholdsvis Sevilla og Manchester United med cifrene 3-2 og 2-1, to VM for klubhold, hvor Real Madrid slog Kashima Antlers 4-2 i 2016 og senest Grêmio 1-0 i 2017. Videre tæller CV'et to Champions League-titler, hvor madrilenerne i 2015/16-sæsonen slog bysbørnene Atletico Madrid efter straffesparkskonkurrence og i 2016/17-sæsonen holdt man legestue med Juventus i 4-1 triumfen i Cardiff. I sommers kunne Zidane så tilføje sin syvende titel til CV'et, da Real Madrid vandt overbevisende over Barcelona i den spanske Super Cup med slutcifrene 5-2.
Så Zidane synes at have opskriften på sejr i de store kampe, men om det er nok mod Liverpool, kommer lørdagens Champions League-finale til at give et mere konkret svar på.
