Zidane interesseret i Lyons Houssem Aouar
Ifølge fransk presse har Real Madrid vist interesse for Lyons unge midtbanespiller, Houssem Aouar, og det skulle især være på foranledning af Zinedine Zidane.
Aouar er en af de spirende stjerner hos Lyon, og i sidste sæson var han en af de vigtigste spillere i Lyons flotte Champions League-kampagne, hvor man både slog Juventus og Manchester City ud. Ifølge AS har Zidane været i telefonisk kontakt med den 22-årige franskmand i flere omgange, og han skulle have bedt Florentino Pérez om at finde midlerne til at hente ham.
Ifølge franske L’Équipe er en transfer dog mest sandsynlig næste sommer på grund af Real Madrids økonomiske situation, og i så fald vil Aouar være den fjerde franskmand, der rygtes til klubben i 2021 efter Mbappé, Upamecano og Camavinga.
Aouar har scoret 24 mål i 140 kampe for Lyon, som han fik debut for i 2017, og han blev tilmed indkaldt til den franske landsholdstrup for første gang i august, hvilket han dog måtte melde afbud til senere på grund af en positiv coronatest. Aouar er dog igen i landsholdstruppen til Frankrigs kampe i oktober imod Ukraine, Portugal og Kroatien.
Real Madrid er ikke de eneste bejlere til den talentfulde franskmand, og især har han været rygtet kraftigt til Arsenal i indeværende transfervindue.
