Modric: Jeg vil slutte karrieren i Real Madrid
Luka Modric har været en nøglefigur på Real Madrids hold i de otte år han har tilbragt i klubben, men til sommer kan det være slut for kroaten i Madrid, da hans kontrakt udløber i juni. Står det til Modric, forsætter han dog i klubben, og gerne resten af hans karriere.
- Selvfølgelig vil jeg gerne blive i Real Madrid, men det er ikke kun op til mig, fortalte han i et interview med Cadena Cope i programmet "El Partidazo".
- Det kommer an på hvad klubben og træneren ønsker. Jeg har det godt, og mit ønske er at slutte karrieren i Real Madrid hvis det er muligt, men jeg vil ikke være et problem for klubben eller for træneren. Vi har et godt forhold, og jeg er sikker på at vi kommer frem til en aftale så jeg enten bliver, eller skifter til en anden klub.
- Real Madrid er mit hjem, og det er min niende sæson her, og jeg er meget glad. Vi få¨r at se hvad der sker. Jeg kan ikke lide at tale om hypotetiske situationer. Jeg har stadig ikke snakket med præsidenten.
I interviewet blev Modric også spurgt ind til sine tidligere trænere i Real Madrid, heriblandt Mourinho, Ancelotti, Benitez og Zidane.
- Jose Mourinho spillede en stor rolle i mit skifte til Real Madrid. Det er en skam at jeg kun fik et år med ham, for han er en fantastisk træner, hvilket han har vist gennem hele sin karriere. Jeg vil altid være ham taknemmelig. Han er hård men åben, og jeg kan lide ærlige mennesker.
- Ancelotti er en anden spektakulær træner, og en endnu bedre person. Jeg havde to rigtig gode sæsoner med ham, hvor vi vandt Champions League og Copa del Rey. Jeg har et godt forhold til ham, og vi taler stadig sammen.
- Benitez er en rigtig dygtig træner, men tingene fungerede bare ikke for ham i Real Madrid. Sådan er fodbold, det er ikke alle trænere der kommer til et hold og er en succes. Jeg havde ingen problemer med ham. Udefra så der ud til at være problemer i træningen, men der var intet og vi kom godt ud af det med hinanden.
- Zidane er en toptræner, og det han har gjort med os kan ikke blive gentaget. Folk sætter stadig ikke pris på ham som træner, og han bliver altid sat spørgsmålstegn ved, men han er en af de bedste trænere i verden.
- På TV og i radioen hører man kritikken af ham og folk kan kritisere, men der er nogle ting der ikke giver mening. Han er en spektakulær træner som har nogle klare idéer. Han kan blive mange flere år i Real Madrid og efterligne folk som Alex Ferguson eller Arsene Wenger i England.
Udover trænerne og hans fortsatte karriere i klubben, blev Modric også spurgt ind til sin mening om VAR, og om han synes at ting skal ændres.
- Der er mange klager over VAR, og mange mener at Real Madrid bliver hjulpet af VAR, men vis mig en situation som ikke var korrekt dømt for os. Alle VAR situationerne som vi har været involveret i som gik vores vej, har været korrekte. VAR gør fodbold mere fair, men der er ting der kan forbedres.
Luka Modric nåede også at fortælle lidt om sin opvækst i Kroatien, og han havde en personlig historie at dele om sin bedstefar der blev dræbt i krigen.
- Jeg havde et fantastisk forhold til min bedstefar, for når mine forældre var på arbejde, var jeg hos ham. Det var meget trist det der skete, og det er noget jeg altid vil huske. Jeg var meget ung og han var en meget vigtig person for mig.
- Det havde stor indflydelse på mig, jeg var stadig ung, og forstod ikke hvorfor sådan nogle ting kunne ske. De ting der skete er brændt ind i min hukommelse, som da folk ledte efter ham, og jeg vidste at vi ikke ville finde ham. Det var meget trist for os alle, men vi overlevede. Vi har gode minder om ham, og det er en skam at han ikke fik set hvad jeg har opnået, men jeg håber han ser ned på mig fra oven.
Luka Modric er udtaget til Kroatiens kommende landskampe, og det er noget han ser frem til.
- Jeg glæder mig til at se mine holdkammerater igen, for det er et år siden jeg har spillet for Kroatien.
