Benzema om starten i Real Madrid: Jeg følte mig alene

Karim Benzema har snakket med Jorge Valdano, der både har været spiller, cheftræner og sportsdirektør i Real Madrid, og det foregik i et program på den spanske tv-kanal, Vamos, hvor franskmanden og argentineren snakkede om Benzemas karriere.  

I samtalen husker Benzema tilbage på sommeren 2009, hvor han blev hentet til Real Madrid fra Lyon i en handel på 35 millioner euro, og franskmanden fortæller, at han ikke havde den nemmeste start:
- Jeg havde ikke mentalt forberedt mig på, hvad Real Madrid betød; klubben, folkene, presset, byen. Jeg var alene, jeg snakkede ikke spansk. Det var svært. Hvis du ikke har det godt væk fra banen, bliver det meget svært inde på den. Det skete for mig det første år.

Benzema fortæller desuden om sit første møde med præsident Florentino Pérez, som fandt sted hjemme i franskmandens eget hjem, hvor præsidenten ville være sikker på den forestående handel:
- Mine venner, min familie og min agent sagde til mig: ’du skal komme hjem’. Jeg sagde til dem, at det kunne jeg ikke, men de insisterede: ’du bliver nødt til at komme hjem, Florentino Pérez er her’. Jeg åbnede døren og så ham. Jeg husker, at han spurgte mig: ’Har jeg dit ord’?, og jeg sagde ’ja, selvfølgelig’.

Benzema kommenterede endvidere på sin måde at fortolke angriberpositionen på:
- Angriberen skal kunne gøre mange ting, ikke bare score mål. Jeg kan score et mål, men hvis jeg ikke rører bolden i 90 minutter, så er det et problem.

Seneste artikler...