Benzema ti kampe fra at skrive historie

Karim Benzema har nu spillet 517 kampe for Real Madrid, og dermed er han nu ti kampe fra at skrive historie i Real Madrid. Han er nemlig ti kampe fra at udligne Roberto Carlos som udlændingen med flest kampe for Real Madrids førstehold.

Benzema er netop startet på sin tolvte sæson i Real Madrid, og forleden rundede han også de 250 scoringer i den hvide trøje. Med hensyn til Roberto Carlos’ rekord lignede det længe, at det var Marcelo, der skulle indhente sin landsmands 527 kampe for Real Madrid, men holdets viceanfører har fået færre og færre kampe i de seneste sæsoner, mens Benzema altid er en af de første navne på holdkortet.

Ifølge MARCA har Benzema blot misset fem kampe i de sidste to sæsoner på grund af skade eller Zidanes rotationer, mens Marcelo har døjet med skader og har fået alvorlig konkurrence på venstrebacken i Ferland Mendy. Marcelo står i øjeblikket på 510 kampe for Real Madrid, hvilket er syv færre end Benzema på trods af, at han har spillet to og en halv sæson mere end franskmanden.

Hvis Benzema ikke misser nogle kampe for Real Madrid, vil han tage rekorden imod Alavés på hjemmebane i den sidste weekend i november. Både Benzema og Marcelo har dog langt op til spilleren med fleste kampe for klubben, nemlig Raúl med 741 kampe for Los Blancos. I den nuværende trup er det Sergio Ramos, der er tættest på den nuværende Castilla-træner, eftersom kaptajnen har spillet 654 kampe.

Seneste artikler...