Ivana Andrés første anfører for Femenino-holdet
Ivana Andrés blev første anfører for Real Madrid Femenino, som officielt spillede sin første kamp i weekenden mod Barcelona.
Det blev dog som forventet en for stor mundfuld for Real Madrids kvinder, som tabte hjemme med 0-4, men på trods af det store nederlag var der dog klar fremgang i forhold til sidste sæson, hvor CD Tacón tabte med samlet 1-15 til Barcelona.
Holdet er da også blevet forstærket med flere spillere, heriblandt 27-årige Ivana Andrés, som betegnes som en af de bedste forsvarere i Liga Iberdrola og herudover er hun også en stærk lederskikkelse, hvilket gjorde det let for David Aznar at udpege hende som anfører.
I modsætning til herreholdet uddeles anførerbindet nemlig ikke efter anciennitet, hvilket er meget naturligt, da dette er første år med Real Madrid Femenino. Holdets viceanførere, Thaisa Moreno og Aurelie Kaci, var dog begge med på Tacón-holdet sidste år.
