Real Madrids 20 bedste spillere: Nr. 3 - Raúl
Internettet strømmer over med lister over de bedste spillere i Real Madrids historie, og hver gang sidder man og er mere eller mindre uenig.
En aften i juni mødtes redaktionen fra madridista.dk så til et digitalt møde, som handlede om én ting: at blive enige om, hvem der var de 20 bedste spillere i Real Madrids historie og rangere dem.
Enighed var selvfølgelig ikke muligt at opnå, men ved hjælp af demokratisk samtale nåede vi frem til følgende liste.
Listen skal derfor ikke ses som skribentens egen holdning, men i stedet for madridista.dk’s samlede. De foregående pladser kan ses i bunden af artiklen.
3
Raúl González Blanco
Født: 27. juni 1977
Position: Angriber
Periode i Real Madrid: 1994-2010
Kampe for Real Madrid: 741
Mål for Real Madrid: 323
Trofæer med Real Madrid:
6 x La Liga
4 x Copa del Rey
3 x Champions League
2 x Intercontinental Cup
1 x UEFA Super Cup
Bedrifter i Real Madrid:
Flest kampe for Real Madrid: 741
Flest kampe for Real Madrid i La Liga: 550
Flest kampe for Real Madrid i Intercontinental Cup: 3
Næstmest scorende spiller for Real Madrid (delt): 323
Flest mål for Real Madrid i Supercopa de España: 7
Flest mål for Real Madrid i én Supercopa de España-kamp: 3
Flest mål for Real Madrid ved karrierestop: 323
Zarra-trofæet: 1995–96, 1998–99, 2000–01, 2002–03
Bedste spanske spiller i La Liga: 1996–97, 1998–99, 1999–2000, 2000–01, 2001–02
Pichichi: 1998–99, 2000–01
Topscorer i Champions League: 1999–2000, 2000–01
UEFA årets angriber: 1999–2000, 2000–01, 2001–02
Ballon d’Or nr. 2: 2001
Flest assists i Champions League: 2002-03
Alfredo Di Stéfano-trofæet: 2007-08
Flest mål i Champions League, da han forlod Real Madrid: 71
Yngste debutant i klubbens historie, da han fik debut: 17 år, 124 dage
“Et Real Madrid-symbol. Den evige kaptajn, som repræsenterede Real Madrids værdier på banen. Raúl var en angriber med næsten uendeligt instinkt. Han var et eksempel for alle, han ydede en maksimal indsats hver kamp, uanset modstanderen. Han ville give sit alt, han havde en umættelig appetit, som man kunne se i hver aktion. Han var altid opmærksom på riposter. Et fremragende rollemodel for alle, der nogensinde har drømt at blive fodboldspiller”. Sådan står der om Raúl González Blanco under Real Madrids legendeside.
Raúls far var fan af Atlético Madrid, og derfor var det et naturligt valg, at den unge Raúl González Blanco i 1990 blev en del af klubbens akademi. I 1992 var Atlético Madrid dog i økonomiske problemer, og klubbens præsident, den mildest talt kontroversielle Jesús Gil y Gil, så ingen anden udvej end at lukke akademiet for at spare penge.
Hvordan det skal spare klubben penge, at man dropper at udvikle egne spillere, må du ikke spørge om, men i den hvide del af Madrid kom man til at nyde godt af dén beslutning. Den 15-årige Raúl skiftede nemlig til Real Madrid, og allerede to år senere fik han debut på klubbens førstehold.
Forud for sæsonen 1994-95 havde FC Barcelona vundet det spanske mesterskab fire år i træk. To af gangene, i 1992 og 1993, havde Real Madrid endda haft mesterskabet i hånden, men smidt det ude mod Tenerife.
På Real Madrid C havde man en spiller rendende, der havde scoret 16 mål på syv kampe, og det var noget Real Madrid-træner Jorge Valdano bed mærke i. Raúl blev forfremmet til klubbens førstehold.
Michael Laudrup og Johan Cruyff kunne ikke enes i Barcelona, så den 30-årige dansker foretog skiftet fra FC Barcelona til Real Madrid, ligesom Fernando Redondo i øvrigt gjorde det fra Tenerife. Det skulle selvfølgelig komme til at betyde en masse gode ting for holdet, men det bedste var nu alligevel, at den blot 17-årige Raúl fik sin debut i en udekamp mod Real Zaragoza i oktober.
Efter sigende skulle Raúl selv have henvendt sig til Jorge Valdano og fortalt ham, at “hvis du vil vinde, så spiller du med mig. Hvis ikke, så sætter du en anden ind”.
Martin Vázquez var ude med en skade, så Raúl startede inde. Kampen endte 3-2 til Zaragoza, Raúl havde skabt en masse, brændt store chancer og leveret en assists. Han startede også inde i den næste kamp, på hjemmebane mod Atlético Madrid, som han havde forladt to år tidligere.
Allerede halvvejs i første halvleg skulle Raúl, med sit berømte 7-tal på ryggen, indtage en hovedrolle. Amavisca modtog bolden fra Redondo, vendte sig 180 grader og sendte Raúl i dybden. Her kom Rocha stormende ind i Raúls højre fod, og dommeren dømte korrekt straffespark, som Míchel sikkert sparkede ind.
Bare tre og et halvt minut senere modtog Raúl bolden fra Buyo på venstrekanten. Han tog et enkelt træk og slog et perfekt indlæg ind i hovedet på Ivan Zamorano, der headede bolden i kassen til 2-0. En assists der nærmest var identisk med den, han havde lavet i sin debut mod Real Zaragoza.
Ti minutter senere var han så på spil igen, da Michael Laudrup lagde en perfekt aflevering ind i feltet til den unge Raúl, der konsekvent sparkede bolden op i hjørnet på førsteberøringen. Der var spillet 36 minutter af Raúls første hjemmekamp, mod Atlético Madrid, 17 år gammel, og han havde scoret et mål, lavet en assist og der var begået et straffespark imod ham. Godkendt.
På det her tidspunkt var Emilio Butragueño (som vi har skrevet om her) kraftigt på vej nedad i sin karriere, og Raúl overhalede ham simpelthen. Det var symbolsk, fordi El Buitre havde været hovedpersonen bag den enorme succes i 1980’erne, mens Raúl stod for en ny tid. Han formåede at føre holdet fra 90’erne og ind i det nye århundrede.
Når man taler om Raúls styrker som fodboldspiller kan det faktisk være svært at være helt konkret. Fernando Hierro sagde, at “Raúl er ikke 10 ud af 10 til noget, men han er 8,5 til alt”, og det indkapsler måske spilleren bedst af alt. Raúl var en leder, en uforlignelig fighter på fodboldbanen, en indpisker, en målscorer, en kreatør, en ambassadør og et symbol på Real Madrid. Han stod for den vindermentalitet, som skulle komme til at gennemsyre klubben, og som man nu nyder så godt af, når tingene ser allersortest ud i Champions League. Og hvem husker ikke Raúls “dyp”? Lobbede afslutninger fra de mest sandsynlige og usandsynlige vinkler. En ægte Raúl-specialtet.
Han var firmaets mand, der kunne spille forrest, men også kunne spille længere tilbage, hvis det var til holdets fordel.
Luis Figo sagde, at Raúl var den bedste spiller han havde spillet sammen med. Alex Ferguson kaldte ham verdens bedste fodboldspiller efter Real Madrid havde skilt Manchester United ad på Santiago Bernabéu i Champions League i 2004, Jorge Valdano kaldte ham “vor tids Di Stéfano” og Pep Guardiola kaldte ham den vigtigste spiller i spansk fodbolds historie.
I den første sæson spillede Raúl 30 kampe og scorede 10 mål i alle turneringer. Real Madrid blev mestre efter fire år med Barcelona-dominans. De efterfølgende år scorede han mange mål og spillede mange kampe. Mesterskabet blev vundet igen i 1996-97 og i 1998-99 vandt han sin første Pichichi med 25 mål på 37 kampe. Året forinden havde han vundet sin første Champions League. Real Madrids første siden 1966. I dag føles det som en evighed - 32 år imellem to europæiske triumfer.
I 1999-00 blev Raúl topscorer i Champions League, bl.a. efter et mål i finalen i Paris, hvor han rundede Valencias målmand Santiago Cañzares, inden han sparkede den i kassen. Den kamp vandt Real Madrid med 3-0 og nu var man på otte Europa Cup/Champions League-trofæer.
Sæsonen efter blev han igen topscorer i turneringen, hvor man dog blev slået ud af semifinalen af de senere vindere fra Bayern München. I 2002 vandt man igen turneringen, og igen scorede Raúl i finalen. Roberto Carlos sendte et langt indkast ned mod Hans-Jörg Butt i Leverkusen-målet, og som så mange gange før havde Raúl taget et løb ned bag forsvaret. Butt så noget langsom ud i målet, men ikke desto mindre var Real Madrid kommet foran. Den finale endte man med at vinde 2-1. Du husker måske Zidanes helflugter eller Iker Casillas’ udødelige præstation fra bænken. Hvis ikke, så har vi skrevet om dem begge her på siden.
Efter 2003 havde Raúl, i hvert fald på målscoringskontoen, nogle jævne sæsoner. I sæsonerne 2003-04, 2004-05, 2005-06 og 2006-07 scorede Raúl hhv. 20, 13, 7 og 12 mål i alle turneringer, inden han igen fandt målformen frem.
I 2007-08 og 2008-09 scorede han 18 mål i ligaen og 23 og 24 i alle turneringer. I 2008 underskrev Raúl (og Casillas) en “livstidskontrakt”, som automatisk ville blive forlænget, hvis han spillede mere end 30 kampe på en sæson. Daværende præsident, Ramon Calderon sagde dengang:
- Iker Casillas og Raúl er begge gået med til at blive i klubben resten af deres karriere. På denne dag, Valentinsdag, kan Iker, Raúl og Real Madrid sige til hinanden, at de elsker hinanden, de har brug for hinanden og de komplimenterer hinanden resten af livet. Jeg vil ikke tale om penge, men jeg kan fortælle, at de vil tjene mindre end hvad de fortjener, fordi det eksempel de sætter for de unge, og den entusiasme de udviser til fansene, kan man ikke sætte værdi på.
Casillas’ kontrakt gik til 2017 og Raúls til 2011. De ville blive forlænget ved 30 optrædender, men som vi ved i dag, så nåede ingen af dem at se deres kontrakter med Real Madrid løbe ud.
I 2010, et år efter Cristiano Ronaldos ankomst, skiftede Raúl til Schalke 04 i den tyske Bundesliga, hvor han igen leverede på højt niveau. I sin sidste sæson i Real Madrid scorede han 7 mål på 39 kampe. Det sidste mål kom i den sidste kamp efter et par ugers pause pga. en skade.
I runde 34 skulle Real Madrid en tur La Romareda, hvor Raúl havde fået sin debut 16 år forinden. Han kom på banen efter et kvarters spil i stedet for Rafael van der Vaart, men undervejs i kampen fik han en skade i sin ankel. Raúl gjorde egentlig efterhånden klar til at blive erstattet af Karim Benzema, da Cristiano fik en mulighed. Målmanden reddede portugiserens skud op på returen fandt han Raúl inde foran mål, der kunne score til 1-0.
Man vidste det godt på det tidspunkt. Det var, om ikke det sidste, så i hvert fald ét af de sidste mål Raúl ville score for Real Madrid, og netop derfor jublede jeg ekstra hårdt. Det er ét af mine favoritmål, og indtil dette års Champions League-kamp mod PSG, tror jeg ikke jeg er blevet så glad over et Real Madrid-mål. End ikke Ramos’ 92:48.
Så meget betød, og betyder, Raúl for mange madridistas.
Jeg tillader mig at citere Real Madrid-journalisten Kiyan Sobhani: “Real Madrid har en stor historie for legendariske fodboldspillere, men hver generation har en definerende spiller, der har så mange ‘cojones’ pumpet ind i sine årer, at du undrer dig over, hvor i universet de kommer fra. Disse spillere, der er en håndfuld af dem, transcenderer alle og sidder ved deres eget bord. Raúl er én af de udødelige, også selvom hans fulde styrke varede kortere end vi havde håbet”.
I dag er Raúl tilbage i Real Madrid, som træner for Castilla. Han har taget den tyske mentalitet til sig, og ifølge spillerne minder træneren Raúl om spilleren Raúl. Han er krævende, besværlig, en gentleman og en vinder. Jeg drømmer om, at han gør sig fortjent til at stå i spidsen for Real Madrid en dag.
Læs om nr. 11 - Roberto Carlos
